"Overlærer Petersen" solgte Danmark den 17. Marts 1940...

I Dag den 9. April 2008 er det 68 år siden:

Historien er stadig besat - befri de båndlagte arkiver i Rigsarkivet...

"Overlærer Petersen" solgte Danmark
den 17. Marts 1940...
Danmark blev besat den 9. April 1940 af tyskerne efter en aftale i Rostock den 17. Marts 1940, en aftale ingen dansk politiker siden da har villet indrømme, på trods af meget omfattende dokumentation

Af Ole Hans JensenRedaktør/
Forfatter af bogen: "Maskerne Falder"

Peter Munch, den radikale danske udenrigsminister i Staunings regering må have virket nervøs, da han den 17. Marts 1940 sad i den langt fra komfortable tyske Fieseler-Storch maskine, der havde lagt kursen an mod Rostock efter starten i Kastrup Lufthavn.

Fik et tysk rejsepasudstedt

af tyskerne
P. Munch, der havde fået udstedt et "rejsepas" lydende på navnet "Overlærer Petersen" af den tyske gesandt, friherre Cecil von Renthe-Fink i den tyske delegation i København, sad uden tvivl og tænkte med spænding på, hvordan det skulle gå med forhandlingerne med Heinrich Himmler.

Dr. Peter Munch vidste
hvad formålet var
Denne havde bedt ham komme til Rostock, fordi han havde noget vigtigt at fortælle ham.

Peter Munch vidste nok, hvad det vigtige var - nemlig at hans eneste barn Ebbe Munch var blevet anholdt i Hamburgs "glædeskvarter" Sankt Pauli under en razzia på et pædofilt mødested.

Udenrigsministeren og hans kone Elna, der havde det store ord i det Munch'ske hjem, havde i længere tid haft problemer med sønnen Ebbe, der var "pædofil" - da han ikke kunne holde fingrene fra små drenge.

Sønnen havde væretindblandet
i sexaffærer

Ebbe Munch havde i Danmark været indblandet i nogle sex-affærer, bl.a. havde han forgrebet sig på sin egen mindreårige tjenestekarl på sin gård i Nordsjælland.
Drengens far havde opsøgt familien Munch og truet med at anmelde episoden til politiet.

Fik affæren dysset ned

ved at true faderen
For at undgå den store skandale i Munch-familien havde man fået sagen dysset ned, og med Elna Munch som den store drivkraft var drengens fader blevet anholdt for "pengeafpresning".

Ebbe Munch var hurtigt blevet sendt til udlandet - og nu havde han altså forløbet sig endnu engang, til Peter Munchs store fortrydelse.

Der var dødsstraf for
at være homoseksuel
Det var ingen spøg at blive anholdt for homoseksualitet i Tyskland i 1940, for det kunne medføre dødsstraf - og Munch havde nok bange anelser i den retning, for han vidste fra tidligere, at Heinrich Himmler, der var chef for SS, var en herre, der nok skulle vide at benytte sin viden til egen fordel.

Udenrigsministeren blev revet ud af sine egne tanker, da landingsmeldingen lød fra kaptajnen i cockpittet.

Blev hentet i lufthavnen

af en PKW
Kort efter landede Fieseler-Storch maskinen sikkert i Rostock Lufthavn...

Peter Munch og efterretningsfolkene Volmer Gyth og P.A. Mørch sagde farvel til kaptajnen og blev derefter ledt ud i en ventende PKW, og med stor hast kørte man så mod Rostock.

I vognen var endvidere Heinrich Himmlers personlige chauffør, Oberscharführer Ernst Momme, som fra Berlin var blevet beordret til at hente det danske følge i Rostock lufthavn.

Efter en halv times kørsel stoppede vognen, og en person, som de ikke kendte, steg ind.

Det danske selskabstod af

ved Jakobskirken
Manden præsenterede sig som Hauptsturmbannführer Heinz Altdorf - og man fortsatte derefter, til man nåede en stor kirke, som senere viste sig at være Jacobskirken i Rostock, og her stod det danske selskab og Altdorf ud...

Man gik ad mørke villaveje ca. et kvarter, til man nåede en herskabspension, og her blev Peter Munch vist ind til Heinrich Himmler, som allerede ventede på ham.

Munch hilste lidt nervøst på den tyske topnazist, og man satte sig ved et enkelt bord i den flotte salon.

Himmler lagde ud med at spørge til Kong Chr. X's helbred - og man gik i gang med forhandlingerne.

Spurgte først tilsønnens

velbefindende

Munch sænkede stemmen og spurgte til sin søn Ebbes velbefindende i fængslet i Hamburg.

- Han har det godt, og jeg skal nok ordne den redelighed med Deres søn, sagde Himmler beroligende - og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan finde frem til en samlet løsning.

- Jeg går ud fra, at De er orienteret om vore forhandlinger i Karl Wolffs villa i Bad Doberan i forgårs den 15. marts, spurgte Himmler.

- Jeg har set papirerne, og hørt båndene - som jeg har fået på trods af kurérmaskinens nødlanding på Lolland, svarede Munch.

Det den danske udenrigsminister her hentydede til, var den tyske kurérmaskine, der måtte nødlande ved den lille lollandske by Købelev på vej hjem med resultaterne fra forhandlingerne i Karl Wolffs villa i Bad Doberan.

Himmler ville komme

til Norge før England

Man drøftede i længere tid detaljer i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark, som skulle ske hurtigt, for at undgå at England kom først til Norge.

Himmler ville gerne have en endelig afgørelse, men Munch sagde til dette punkt:

- Jeg er kun udenrigsminister og tegner ikke regeringen alene - så jeg må forelægge sagerne for Stauning og få ham med på idéen - men det får jeg nok...

Rigsdagen havde besluttet

at ville beskytte landet med alle midler

- I øvrigt har vi i Rigsdagen i januar besluttet (året 1940), at vi skal kæmpe med alle midler for at forsvare landet - og hvis vi undertegner en aftale om ikke at forsvare os, så vil det være landsforædderi og en god undskyldning for England til at angribe Danmark - selvom Churchill tidligere har sagt, at vi ikke skal vente Englands hjælp, hvis tyskerne kom, sagde Munch videre.

Himmler mente, at Englands krigstrusler kun var propaganda - men forstod det danske synspunkt og foreslog, at Danmark kun ydede symbolsk modstand, så ville Danmarks anseelse i hele verden bevares - og landet ville blive fri for ødelæggelse.

På trods af Dr. P. Munchs manglende lyst og evne til at underskrive de endelige papirer - så gik forhandlingerne om de mange detalje-spørgsmål så godt, at P. Munch måtte blive på sit hotel, "Missions-Hotellet", til om mandagen den 18. marts 1940 - og det skulle senere vise sig at blive skæbnesvangert for ham.

Topmødet i Rostock havde betydet, at den tyske overkommando havde trukket mange specialister til byen - så det var ikke for meget at sige, at byen vrimlede med nazi-spidser, bl.a. den dansktalende og dansk gifte, Dr. Rudolf Jacobsen, der var specialist i danske forhold, og især i landbrugsforhold.

Jacobsen mødte også
Pastor Schmidt

Han var endvidere i familie med den sønderjyske præst, Pastor Johannes Schmidt, der i mange år havde været det tyske mindretals talsmand i Rigsdagen i København.

Uheldet var ude, for Pastor Schmidt var på samme tid i Rostock, og boede på samme hotel som P. Munch.

Pastor Schmidt fra Vodder havde været til konfirmation hos sin datter i den tyske by Celle - og var om aftenen den 17. marts 1940 ankommet til Rostock, hvor han skulle møde sin svigersøn, som var soldat og havde orlov fra Polen, hvor han var udstationeret.

Pastoren undrede sig over de mange
top-nazister
Pastor Schmidt undrede sig over, at byen vrimlede med top nazi-koryfæer - men tænkte ikke nærmere over dette før næste morgen.

Ved morgenmaden, på "Missionshotellet" hotellet den 18. marts, så Schmidt P. Munch men talte ikke med ham - men senere på dagen stødte P. Munch og Pastor Schmidt tilfældigt igen ind i hinanden i Rostock by.

Dr. Peter Munch varpå "weekend-besøg"- De her, sagde Schmidt - "ja, jeg er på weekend besøg", svarede Munch undvigende...

Da P. Munch øjensynlig var ilde berørt ved dette uheldige møde - undlod Pastor Schmidt at bore mere i sagen - men senere mødte han sin slægtning Rudolf Jacobsen, som fortalte, at han var i byen for at bistå Heinrich Himmler med samtaler med visse høje danske herrer - og så lagde Pastor Schmidt selv to og to sammen.

Senere samme formiddag mødte Pastor Schmidt igen P. Munch - det var i en skov udenfor Rostock, hvor den danske udenrigsminister stod og kiggede op i luften - måske efter en flyvemaskine.

Kaldte færge
tilbage
Det var ikke så mærkeligt, for den maskine, der skulle bringe Peter Munch tilbage, havde fået maskinskade, og man kunne ikke nå med så hurtigt varsel at skaffe en ny.

Derfor endte P. Munchs besøg i Rostock med, at han den 18. marts tog færgen Mecklenburg hjem fra Warnemünde - men først efter at man havde måttet kalde færgen tilbage, for den var allerede afsejlet, da den forsinkede danske udenrigsminister nåede frem.

P. Munch nåede dog tidsnok frem til København, så han kunne nå at underskrive dagsprotokollen i Rigsdagen for den 18. marts - men alibiet for søndag den 17. marts 1940 mangler stadig.

Pastor Schmidt mødte på sin vej hjem fra Rostock også industriorganisatoren John Steen på en mellemstation, hvor han indviede denne i sine møder med Peter Munch og Dr. Rudolf Jacobsen.

John Steen har senere, som de andre vidner, erklæret, at han har mødt Pastor Johannes Schmidt fra Vodder ved Rostock den 18. marts 1940, og at han udtalte sig dengang som beskrevet.

Sluset over den

grønne grænse

Peter Munchs søn Ebbe, der som Heinrich Himmlers gidsel blev brugt som pression til at få "Rostock-Aftalen" igennem, fik efter denne meget vellykkede aktion af "Rigsføreren" en blid medfart.

Ebbe Munch blev hverken tiltalt eller idømt dødsstraf - han blev derimod lige så stille sluset over "den grønne grænse" til Danmark.

Efter et kort ophold i Danmark, blev han sendt på en længere udlandsrejse til Shanghai og til Mongoliet.

Senere efter sin hjemkomst kom han til at spille en vigtig rolle i spillet omkring P. Munchs forsvundne dagbøger fra 1935-40.

Alle spor er blevet

grundigt slettet

Topmødet i Rostock trak, som før nævnt, mange af Det tredie Riges betroede eksperter til byen.

Disse eksperter stod til rådighed for Himmler, og selvom der fra officiel dansk side er blevet gjort alt for at slette Munchs spor i Rostock - har andre heldigvis senere afgivet deres beretninger om, hvad der skete i de dage...

68 år siden Rostock

og stadig råder løgnen
I år i 2008 er det 68 år siden, at Rostock-Mødet fandt sted - den 17. marts - og man benægter stadig mødets afholdelse. Hvorfor mon - spørg vore toppolitikere...

SLUT

Anmeldelse af den ny film om "Flammen & Citronen"...

Anmeldelse af den ny film om "Flammen & Citronen":
Filmen giver misvisende billede - og bærer præg af misinformationerfra useriøse rådgivere...
Det er lidt synd, at instruktøren Ole Chr. Madsen har ladet sig lede af rådgivende eksperter som Dines Bogø, Volmer Nissen og CIA's nu afdøde mand i Danmark under krigen Kaj Frommelt, der alle er kendt i de kredse, som kender til historien, som notoriske misinformatører

Af Ole Hans Jensenog
Britt BartenbachAnsv. red./Forfattere

Filmen giver misvisende billede - og bærer præg af misinformationerfra useriøse rådgivere...
Det er lidt synd, at instruktøren Ole Chr. Madsen har ladet sig lede af rådgivende eksperter som Dines Bogø, Volmer Nissen og CIA's nu afdøde mand i Danmark under krigen Kaj Frommelt, der alle er kendt i de kredse, som kender til historien, som notoriske misinformatører

Af Ole Hans Jensenog
Britt BartenbachAnsv. red./Forfattere

Filmen "Flammen & Citronen" - alias Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidth - kan ses landet over i 70 biografer og har kostet ca. 46 millioner kroner at producere og har været 8 år undervejs.

Filmen er fremragende i sin helhed, men med den store satsning og mangeårige research er det lidt kedeligt, at filmen har meget lidt at gøre med "Flammen" og "Citronens" rigtige historie.

Naturligvis skal der være luft til den 'kunstneriske frihed', som alle filminstruktører påberåber sig, og man indleder også med, at filmen er "frit baseret på virkelige hændelser".
Men man er gået langt videre - så langt at mange af filmens spændende passager er frit opfundne, og det hænger ikke sammen med, at man nærmest har markedsført filmen som 'autentisk' og dokumentarisk.

Det første, der springer forfatterne til denne artikel i øjnene, er, at man har skrevet en af hovedpersonerne i den virkelige historie, Jane Horney, helt ud af filmen, måske for at undgå at blive kritiseret for unøjagtigheder, da bl.a. rådgiverne Dines Bogø og Volmer Nissen straks vil hævde, at Jane Horney blev skudt på en fiskerbåd i januar 1945 ud for Höganäs i Sverige - selvom hun vidnefast først døde i 2003 i London.

Jane Horney var under krigen tæt på specielt "Flammen" - som egentlig blev kaldt "Flamme".

Var ikke kæreste medKetty Selmer"Flammen" var ikke kæreste med Ketty Selmer Sjöberg, som man nu har måttet skrive ind i filmen i stedet for Jane Horney, som han blev forblændet af i Stockholm, hvor man sendte "Flammen" op for at likvidere hende.

Uden tvivl faldt han som næsten alle andre pladask for den billedskønne Jane Horney's charme, og derfor nægtede han at skyde hende i slutningen af 1943.

Han ville også have haft svært ved at gennemføre en likvidering, da chefen for Hærens Efterretningstjeneste, Niels Bjarke Schou, der spilles fremragende af Flemming Enevold i filmen, tog "Flammens" pistol fra ham, for man turde ikke lave en likvidation på en svensk statsborger i Sverige på svensk grund -og Jane Horney var svensk statsborger, selvom hun egentlig var født i Skotland i 1918 som Ebba Charlotte (Janina) Radziwill-Hamilton.

"Citronen" var ikke vagabond i ordets egentlige forstand, som man har fremstillet ham i det skriftlige baggrundsmateriale til filmen. Han var en impulsiv, kreativ og kunstnerisk mand og derfor blev underholdningstedet "Zigeunerhallen" en overgang hele hans liv, og her var han til sidst overregissør, sminkør, elektriker og virkede også som altmuligmand og portner.

Hvis noget opstod, som ingen andre kunne klare på ethvert tidspunkt af døgnet, så kunne "Citronen" altid fikse det - og kunstnerne elskede ham - specielt Børge Rosenbaun, der senere kom til at hedde Viktor Borge og violinvirtuosen Wandy Tworek, som "Citronen" også rejste på turné med rundt om i landet.

Var en af Danmarks
første sabotører
"Citronen" var faktisk en af Danmarks første sabotører - og derfor virker det helt forfejlet, når han i filmen fremstilles som en kold 'likvidator' og som chauffør for "Flammen".

Det er specielt misvisende, fordi det var meget få personer, "Citronen" skød under krigen, da det mest var "Flammens" opgave - og når "Citronen" endelig skulle udføre en stikkerlikvidering, gjorde han sig store anstrengelser for at undersøge, om en likvidering virkelig var berettiget, ofte med stor risiko for sin egen sikkerhed.

Det er heller ikke korrekt, at "Citronens" kone, Bodil Berg Jørgensen, forlod ham. De boede sammen med datteren i den villa, hvor "Citronen" senere blev skudt under en tysk razzia.

Inden da var "Citronens" kone kommet i sikkerhed i Sverige, og parrets lille datter Anne Elisabeth Schmith, som "Citronen" elskede overalt på jorden, blev anbragt hos sine morforældre, så her er der også et eksempel på, at rådgiverne ikke har grebet ind eller ikke har fortalt sandheden. Og endvidere fødte "Citronens" kone endnu en datter efter krigen den 6. marts 1945, Lone Schmith - en datter som aldrig fik sin heltemodige far at se.

Sprængte Citroën-fabrikken
i luften
Da "Zigeunerhallen" på grund af svære tider med aftenspærretid, og deraf færre gæster, kørte på pumperne, sagde "Citronen" op, da han ikke ville gå ned i løn på grund af familien - men svigerfaderen skaffede ham et altmuligmands job på Citroën-fabrikken, der lå i Sydhavnen.

Her så han sin chance for at genere tyskerne, da han saboterede de tyske biler, som var til hovedreparation på fabrikken ved at komme slibemiddel i lejerne og sukker i benzinen.
Instruktøren Ole Chr. Madsen fortæller heller ikke i sin film "Flammen & Citronen", at "Citronen", der var født i 1910, var en af de personer, der stod bag planerne om sprængningen af "Riffelsyndikatet", eller at han udførte mange 'Solo-sabotageaktioner', så her mener vi, at man klart har overskredet 'den kunstneriske frihed', specielt da "Citronen" sprængte sin arbejdsplads "Citroën-fabrikken" i luften.

Var medlem af den første
"Holger Danske" gruppe"
Citronen" var medlem af den første "Holger Danske" gruppe - nemlig nr.

I der blev startet i 1942 - hvor den legendariske frihedskæmper "Tom" Josef Søndergaard, sammen med den engelske agent Ole Bøcher, udvalgte de første folk.

Ole Bøcher var ikke med i gruppen, da han som engelsk agent ikke måtte deltage i denne gruppe - han tilhørte derimod den engelsk-danske gruppe: "Dannevirke", der blev stiftet i 1942 af Revisor Steen Hansen og Ole Bøcher.

Senere var "Citronen" også medlem af Grupperne II og III - og sprængte han som før nævnt "Citroën-fabrikken"Anne Elisa sammen med den legendariske sabotør "Spræng-Smith", alias Knud Børge Jensen, der senere blev tilknyttet modstandsgruppen BOPA - så det med at "Citronen" ikke var sabotør er helt hen i vejret, og man må undre sig over, at de såkaldte rådgivere ikke har fået disse store begivenheder indføjet i filmen, for hvad skal man ellers bruge disse rådgivere til.

Mads Mikkelsen er
Fejl-castet
Mads Mikkelsen, der spiller "Citronen" i filmen "Flammen og Citronen", er helt fejl-castet til rollen, dels fordi han er for ung, og dels fordi hans diktion er rædselsfuld, da han i alle film taler som "Fischer" fra TV-serien "Rejseholdet".

Der er ingen tvivl om, at Mads Mikkelsen ellers udfylder rollen godt, men det er synd, at han som "Citronen" udelukkende fremstilles som en 'action-helt', der 'plaffer' stikkere ned, når "Citronen" af alle der kendte ham beskrives som en forfinet, åndfuld og følsom person, der slet ikke var som Mads Mikkelsens rolle er i filmen. Både "Flammen" og "Citronen" undersøgte altid først, om folk var skyldige, inden de blev likvideret, ligesom Ole Bøcher også gjorde.

De tre rådgivere, Dines Bogø, Volmer Nissen og Niels Frommelt - der døde i 2008, og som hed "Niels Thürmer Larsen" under krigen - må have sovet i timen, eller også har Ole Chr. Madsen ikke hørt rigtigt efter.

Fokuserer for megetpå
det psykologiske
Filmen fokuserer alt for meget og for længe på det psykologiske skisme ved at tage et andet menneskes liv og den nagen, som uvægerligt må være resultatet med den usikkerhed, der omgav stikkerlikvideringerne.

Selvom det er et vigtigt element at få med i sådan en film, ville det have gjort filmen mere spændende og vital, hvis noget af det kvarter, der benyttes på den langtrukne dvælen på det psykologiske, havde været afsat til den kendsgerning, at de danske sabotører gjorde sig stor umage for at evakuere alle arbejdere og vagter inden en sprængning.

Det var netop en af de særlige omstændigheder, der efter krigen fik englænderne til at omtale den danske modstandsbevægelses indsats som: "Second to none".

Men det er rigtigt set, at det psykologiske aspekt er vigtigt at få med, og det er et nyt lys at se tiden under besættelsen i, og emnet har tidligere været omfattet af enorm berøringsangst - men det fylder vel et kvarter for meget i filmen.

Filmen skildrer også
'uvirkelige hændelser'
Filmen er inspireret af virkelige hændelser og øjenvidneberetninger fra nogle af de personer, der har oplevet Bent Faurschou-Hviid ('Flammen') og Jørgen Haagen Schmith ('Citronen') på allernærmeste hold, står der på filmselskabets homepage: www.flammenogcitronen.dk, som i øvrigt er flot lavet - men det er langt fra "virkelige hændelser og øjenvidner", man har lavet filmen ud fra.

Man beskriver bl.a. i filmen, at man mødtes på Hotel Nordland, hvilket var alt for risikabelt, da "Flammen" og "Citronen" var alt for kendte og eftersøgte med udlovning af dusør for deres tilfangetagelse - så det ville være som at gå lige ind i 'løvens hule', fordi der på hotellet boede mange tyskere og spioner.

Jane Horney boede på Hotel Nordland, når hun var i København, da hun som engelsk agent levede af at møde tyskere for at skaffe oplysninger til englænderne - men man må sætte et stort spørgsmålstegn ved, om Ketty Selmer også boede her, for Vilhelm Leifer havde installeret sin 'veninde' i en lejlighed, hvor han betalte huslejen.

Leifers kone
kendte til alt
Det var Leifers kone Aase udmærket klar over, men hun var ligeglad - blot sagde hun: "Har du dog ikke en bedre smag med kvinder..." - og det var måske ikke så underligt, for Ketty Selmer var lesbisk og ret så mandhaftig.

Man mødtes kun i grupper
på 2-3 personer
Misvisende for besættelsestiden er det også, at filmen viser en scene, hvor en større gruppe modstandsfolk sidder ved et veldækket stort bord på en restaurant i København, hvilket aldrig ville have kunnet finde sted på den tid under krigen, hvor man altid mødtes kun 2-3 sammen.

I scenen sidder alle de 'vigtige' frihedskæmpere og likvidatører sammen med "Vilhelm Leifer" - der egentlig hed "Leif Lund", indtil han skiftede navn til Leifer, og som spilles fremragende af Peter Mygind i filmen under navnet "Aksel Winther".

Det er velkendt, at modstandsfolkene arbejdede i små celler - alt andet var for farligt, for alle kunne være blevet taget på én gang under en razzia - igen et kiks fra rådgiverne og Ole Chr. Madsens side.

Figuren "Flammen" - Bent Faurschou-Hviid - er stort set beskrevet korrekt, selvom han ikke var kæreste med Ketty Selmer Sjöberg, men havde en ret ukendt dansk kæreste - og rollen som "Flammen" spilles fremragende og troværdigt af Thure Lindhardt.

Det giver dog et forkert billede, når de to stærkt eftersøgte modstandsfolk i filmen nærmest hele dagen kører rundt sammen i en tysk vogn på jagt for at skyde stikkere - og det er synd, at man har valgt en rød bil, for den havde været alt for opsigtsvækkende på den tid, hvor gadebilledet var præget af cyklister og gasgenerator-vogne, for det var stort set kun tyskerne, politiet og taxaer samt offentlige biler, der benyttede benzindrevne vogne.

Stjal en
Opel Kaptajn
"Citronen" benyttede i hvert fald i starten sin egen "Opel Kaptajn", som i øvrigt var stjålet fra en Gestapomand - og var blevet malet om - men ikke med sprøjtemaling, som filmen viser, for det havde man ikke på den tid.

Det kan også undre, at man ikke har benyttet lidt flere cyklister og 'generator-vogne' i 'dækbillederne' i filmen - ligesom det synes mærkeligt, at man lader Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann optræde helt pilskallet, når der findes mange originalfotos af denne chef, som havde et karakteristisk halvlangt mørkt hår med store bølger og en pandelok, der altid faldt ned foran øjnene - det gør jo ikke noget, at skuespillerne, her den tyske skuespiller Christian Berkel, der spiller rollen fremragende, ligner de rigtige personer, når man nu har fotos at sammenligne med.

Karl Heinz Hoffmann var
ikke med på aktioner
Troværdigheden svækkes noget af, at filmen lader Hoffmann være med i foreste række i Gestapo-aktioner.

Det var helt utænkeligt, for Karl Heinz Hoffmann var i det virkelige liv en levemand, der havde sin gang på Commercial Wine, hvor han nød dyre vine og her bl.a. traf Ketty Selmer Sjöberg, som han havde et forhold til, efter sigende på opfordring fra Leifer.

Derfor er scenen med Hoffmann, hvor han optræder i front med pistol i hånd på en aktion, urealistisk, for Hoffmann var jurist og var "skrivebordsmanden" - det ville have været alt for farligt ham at deltage i aktioner, hvilket chefer som Werner Best og Günter Panche da heller ikke gjorde.

I øvrigt er det tvivlsomt om "Flammen og Citronen" arbejdede så meget i "Holger Danske" regi i den sidste tid, da de arbejdede meget på egen hånd, og fik ordrer fra Vilhelm Leifer, der ikke arbejdede for "Holger Danske", som man antyder i filmen.

Det var specielt den meget yngre "Flammen", der så meget op til Leifer - der nærmest var en far for ham - så også her mangler man lidt kvalitetsrådgivning fra "rådgivernes" side.

Falsk scene hvor
"Flammen" og "Citronen" fanges
Der er også en scene i filmen, hvor "Flammen" og "Citronen" fanges i politiuniformer. Denne scene er heller ikke hverken korrekt eller historisk, da det kun var "Citronen", der var med i den episode i politiuniform - den anden var Lis (Elisabeth) Bomhoffs mand, Helmer Bomhoff, der var i civil - så også her har rådgivernes rådgivning været umulig.

Naturligvis kan instruktøren Ole Chr. Madsen ikke have alle aktioner med i sin film, men det er uforståeligt, at han ikke har den berømte episode med, hvor "Flammen" på Frederiksberg cyklende tæller en gestapomands kugler - hvorefter han vender cyklen, da tyskerens magasin var tomt, og kører lige hen og skyder ham i hovedet, før gestapomanden kan nå at lade.

Lige så uforståeligt er det, at man forbigår den storaktion, hvor "Flammen" og et stort hold af frihedskæmpere angriber "Frimurer-Logen", hvor "Schalburg-folkene" holdt til under krigen.

Lars Mikkelsener
også fejl-castet
Det er også utroligt, at man kan caste Mads Mikkelsens bror - den næsten to meter lange Lars Mikkelsen - til rollen som den 1,55 m 'høje' Frode Jakobsen. Naturligvis er Lars Mikkelsen en fremragende skuespiller, og en der som sin bror trækker biografgængere.

I filmen "Flammen & Citronen" ligner han næsten til forveksling Jens Otto Krag, som han har spillet før, så det er også en "fejl-casting" - men man har vel mere tænkt på at trække folk i biografen end at følge virkeligheden, når man har tildelt "Brødrene Mikkelsen" de to roller.

Sådan kunne man fortsætte med at fremhæve unøjagtigheder, der desværre også gør sig gældende i scenen, hvor 'stikkeren' "Søren" bliver likvideret af "Citronen" ude i en skov, hvor de var trådt af på 'naturens vegne'. Her tager man helt fejl, for "Søren" var ikke stikkeren i forbindelse med aktionen mod det illegale postkontor på Forchhammersvej nr. 7 på Frederiksberg den 24. juli 1944.

Kunne have læst
om "Søren" i vor bog
Når Ole Chr. Madsen har brugt 8 år på research, kunne han nok at fundet tid til at slå op i vor bog fra 1996: "Jane Horney - dead or alive..." og fundet ud af, at det var "Bøffen" Carl Mogensen og Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Leif B. Hendil, som angav deres kammerater med den slette dagsorden at overtage 'Postkontorets flugt- og postruter' til Sverige, som der var millioner af kroner i.

I lyset af at instruktørens rådgiver Dines Bogø har skrevet er forherligende bog om "Bøffen" - er det måske ikke så mærkeligt, at Dines Bogø sikkert ikke har ønsket at gøre opmærksom på vore afsløringer.

Bruger ikke de fåøjenvidner
man har
Det er også synd, at man i filmen har valgt ikke at bruge øjenvidnet Lis (Elisabeth) Bomhoffs gribende beretning om, hvordan "Flammen" fanges og i halvdød tilstand, efter at have taget sin giftpille, brutalt trækkes ned ad villaens trappe efter sit mislykkedes forsøg på at flygte gennem et vindue på førstesalen - og det ville have været flot at gøre opmærksom på, hvor farligt det var at give husly til 'de illegale' ved at vise et glimt af sprængningen af Lis Bomhoffs svigerforældres villa på Frederiksberg.

Filmen skal imidlertid roses for, at man har fået det spegede intrigespil med, der spilledes af Frihedsrådet og Hærens Efterretningstjeneste - og af ikke mindst af Vilhelm Leifer, der havde sine egne motiver for at likvidere Canaris-manden Ernst Gilbert, og det er fint, at filmen forstår at belyse, hvordan de hårdt belastede frihedskæmpere i krigens sidste fase misbrugtes til disse private hævntogts-likvideringer.

Flot fotografering er
filmens styrke
Filmen skal også roses for sine utroligt flotte scener og de smukke fotograferinger, som går lige til hjertet - og så er det gennemgående overbevisende kvalitetsskuespil, ikke mindst af de to tyske skuespilleren Hanns Zischler, i rollen som oberst Gilbert, og Christian Berkel i rollen som Karl Heinz Hoffmann, som løfter filmen op på et internationalt højt niveau.

Filmen "Flammen & Citronen" er en god film og er absolut seværdig - blot man husker at have virkeligheden med i baghovedet - for i filmen har Ole Chr. Madsen byttet om på, hvordan Horst Ernst Gilbert og spionchefen Seibold blev likvideret, da det var Gilbert, der blev skudt gennem en blomsterbuket oppe ved sin indgangsdør, og det var Seibold, der blev skudt ned udenfor sin dør.

Rådgiveren skulle selv
haveværet likvideret
Den kunne have været endnu bedre og mere historisk korrekt, hvis man havde haft bedre rådgivere, og det er ikke sikkert, at den tidligere politiadvokat Volmer Nissen havde været blandt rådgiverne, hvis instruktøren havde kendt til Volmer Nissens tidligere udtalelser i pressen om, at han selv skulle have været likvideret af modstandsfolkene på grund af hans samarbejde med "Gestapo-Andst" på Politigården, hvor man sad ved siden af de tyske Gestapofolk i den frygtede afdeling Amt IV.

Volmer Nissen har desuden blameret sig ved at beskylde de nu afdøde frihedskæmpere Hjalmar Ravnbo fra "Studenternes Efterretningstjeneste" og makkerparret "Lillebjørn" og "Storebjørn" for at have likvideret Jane Horney i 1945 - en vanvittig påstand, som pressen har købt, på trods af de afsløringer vi er fremkommet med i vore bøger om dette emne.

"Flammen & Citronen" skal have fire flotte stjerner fra os - på trods af det skrevne, som er skrevet i en positiv ånd...

SLUT

Net Journal

English:

You have entered the Culture Shop's Net Journal.On this blog you will find news items and articles in both Danish and English as well as information about our books and radio programmes.

Due to hectic and unrestrained hate campaigns, stalking and hacking from Danish socalled 'internet rats', it is not possible to enter your blogs here.

Instead you are invited to contact us if you have questions, suggestions or ideas on our email: npi@npi-news.dk.

For further and more in-depth information please go to our main website: www.npi-news.dk.

----------------------------------------------------------------------------------------
Dansk:

De er kommet ind på Kultur-Kioskens blog "Net Journal".

Her vil De kunne læse nyheder og artikler på dansk og engelsk samt finde informationer om vore bøger og radioprogrammer.

På grund af en unkontrollabel hadekampagne, forfølgelse og hackning fra danske såkaldte 'internetrotter', vil det ikke være muligt at blogge på "Net Journal".

I stedet er De velkommen til at kontakte os med forslag og idéer på email: npi@npi-news.dk.

Yderligere og mere dybtgående informationer kan læses på vort website: www.npi-news.dk.

Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen
Redaktører/Forfattere